Jugendstil tur

By & Miljø

Sønderborg kommune

Byvandring med fokus på jugendstil-husene i Sønderborg.

”By og Miljø” havde tirsdag d. 24. maj et arrangement i form af en guidet byvandring med emnet: Sønderborgs huse i jugendstil.

 

Vi var ca. 20 personer, der sent på eftermiddagen mødtes ved Mariekirken. Her indledte vores guide, Britta, turen med kort at fortælle om sammenhængen mellem Sønderborgs mange huse i jugend-stil og den udvidelse af byen, som Marinestationens oprettelse i 1906-07 medførte. Jugendstilen var en ny og ”hot” stilretning i en kort periode i 1900-tallets begyndelse, en reaktion på den forrige periodes ”historicisme”, hvor man havde brugt frit af alle de historiske stilarter. I jugendstilen dyrkes de slyngede, organiske former, hvad vi da også fik set demonstration af især i husenes dekoration med de mange plantemotiver.

 

En anden retning i tiden, som også er repræsenteret i Sønderborg, er ”hjemstavnsstilen”, hvor man tager mønster fra lokal byggeskik. Særligt de fine huse i Møgeltønder bruges som inspiration til en ny byggeskik.

 

Fra Mariekirken gik turen nu under Brittas kyndige og veloplagte vejledning langs Jomfrustien, hvor vi beså de kønne tofamiliers ”haveby”-huse, bygget til officerer fra flådestationen. Også et kig til det gamle pakhus på havnen, der nu kommer til at indgå i et moderne kulturhus, blev det til, med samt den tankevækkende historie om, hvorfor en sådan almindelig produktionsbygning fik en så køn form. Herfra gik turen i retning af kasernen og til Helgolandsgade med etageboliger til marinens folk af lavere rang. Det er her, man finder byens mest iøjnefaldende jugend-dekorationer – farvestrålende stiliserede træer og planter breder sig over murene og hen over døre og vinduer. Også ”Haus Adalbert” i en stilblanding af barok og en slags fri fantasi over diverse stilelementer og dertil udstyret med et skønt nyrestaureret tårn fik vores beundring.

 

Herfra gik turen over den kønne Rønhave Plads, og gennem Brandtsgade og Løngang, nedslidte kvarterer, men med rester af fordums glæde ved jugendstilen, med bl.a. dennes variationer mellem murværk og puds, til den øverste del af Kongevej. Her prydes stedet af de fire små farvestrålende rækkehuse med kønne jugenddekorationer (nr. 4-10). De er beregnet for almindelige mennesker, med en familie per etage. Herfra ned til den ”fine” ende af ”Kaiser Wilhelm Allée”, som gaden blev døbt ved anlæggelsen. Det er den gamle kolonnevej langs skanserne mod øst, der var blevet anlagt i 1864, men nedlagt 1881-85, og området blev frigivet til boligbyggeri o. år 1900.

 

Kongevejen er præget af store villaer på store grunde, og at økonomien hos ejerne har været god, ses tydeligt. Den ene flotte villa følger efter den anden og midt i det hele, i krydset ved Ringridervej, har vi de vigtige offentlige institutioner, der som følge af Marinestationens oprettelse blev anlagt her: Ahlmann-skolen, Statsskolen, Domhuset, Menighedshuset og ”Deutsche Reichsbank”. Alle bygget inden for nogle få år fra 1907 til 1912.

 

På Kongevej er de forskellige stilarter repræsenteret i rigt mål, og ikke to huse er ens. Vi så vi bl.a. på nr. 64 og nr. 49, det første med overdådige dekorationer i jugendstil, nyrestaureret og uden at der er blevet sparet på stukkens guldbelægninger. Det andet, lige ved siden af indgangen til Ringriderpladsen, er tegnet af arkitekten Peder Gram og er i den smukkeste ”Møgeltønder-stil”.

Endelig glædede vi os over, at det flotte domhus er blevet erhvervet af Statsskolen, som godt kunne se mulighederne for at bruge huset til undervisningsbrug. Og med så godt som ingen ændringer i husets indre.

Det var en dejlig og hyggelig tur. Ved afslutningen fik vi udleveret den fine brochure fra Museet på Sønderborg Slot: ”Sønderborg – Danmarks jugendstil-by. En byvandring” (2007), skrevet af fhv. museumsinspektør Peter Dragsbo.

 

Rart at få viden om den interessante by, vi bor i!

Kirsten M. N.

 

Haus Adalbert

Løngang/Brandtsgade

Kongevej 4-12

By & Miljø, Sønderborg kommune