Træer

By & Miljø

Sønderborg kommune

By & Miljø, Sønderborg kommune

Træer

 

 

Fra kommunen lyder:

 

Vi har haft en drøftelse om mulighederne for og perspektiverne i en registrering af bevaringsværdige træer i kommunen. I det følgende vil jeg redegøre for, hvad vi er kommet frem til:

 

 

Træer på privat grund

 

Som du nævnte er der mange steder rundt om i kommunen, hvor der står markante træer, som bestemt er værd at bevare for eftertiden, så længe som muligt.

 

En registrering af private træer, som kommunen står bag, vil medføre en del arbejde herfra i form af tilsyn og ikke mindst lodsejerkontakt. Man kan forestille sig, at mange borgere vil være positivt indstillet overfor at få betegnelsen ”bevaringsværdig” på deres træer, men der vil også være borgere, der ikke ønsker en sådan udpegning, da de vil være bekymrede for, om der følger restriktioner med.

 

 

Kommunen har ikke lovhjemmel til at pålægge private lodsejere restriktioner i forhold til at bevare træer og anden beplantning. Kun i enkelte tilfælde er træer eller trægrupper pålagt en fredning.

 

En registrering af private bevaringsværdige træer kan være med til at fremme kendskabet til træerne og den historie, der kan være knyttet til dem og det er selvfølgelig meget positivt. Men vi mener ikke, at kommunen i den nærmeste fremtid vil stå bag en registrering af private bevaringsværdige træer, da arbejdet med registreringen ikke vil kunne opvejes den gavn kommunen vil have af registreringen.

 

Danmark Naturfredningsforening arbejder med en registrering af det, som de kalder evighedstræer, det kan du læse mere om her: http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=8252

 

 

Kommunalt ejede træer

 

I den daglige drift bliver der foretaget en konkret vurdering, før vi fælder træer. Langt størstedelen af de træer, der fældes, udgør en sikkerhedsrisiko for trafikken eller for den øvrige færdsel i kommunen. I det omfang, det er muligt, tager vi en forudgående dialog med borgere i området eller de lokale landsbylaug. Vi har også indgået en aftale med Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling om, at de én gang årligt modtager vore plan for sæsonens træfældningsopgaver, så de har mulighed for at komme med input.

 

 

Når der udarbejdes nye lokalplaner, sendes de i høring i hele teknisk forvaltning. Her sørger vi for at gøre opmærksom på værdien af eventuelle træer og levende hegn. Det kan dog være vanskeligt at pålægge restriktioner i forhold til træer og hegn i lokalplaner, da der kan være andre interesser, der vejer tungere. Desuden kan det være en tung opgave at håndhæve restriktionerne efterfølgende.

 

 

Afdelingen Veje & Trafik arbejder på en ”Træpolitik”, som gerne skulle blive vedtaget af Teknik- og miljøudvalget i løbet af i år. Politikken omfatter bl.a. en registrering af bevaringsværdige træer. Med de nuværende økonomiske ressourcer, må vi forvente, at det bliver et langsigtet projekt.

 

 

Det vil være teknisk muligt at lave en webløsning, hvor borgere kan melde kommunalt ejede bevaringsværdige træer. Ideen er helt sikkert god, men med den nuværende bemanding har vi ikke kapacitet til at håndtere endnu en database. Udfordringen ligger ikke i den tekniske del, men i at behandle den data, der måtte komme ind. Det er ikke sikkert, at det vil være større datamængder, der kommer ind, men vi har ambitioner om, at når vi igangsætter et projekt, så skal det også følges ordentligt til dørs. Det er vi ikke 100 % sikre på, at vi kan på nuværende tidspunkt.

 

 

Vi er dog meget interesserede i at øge forvaltningens kendskab til forekomsten af særligt bevaringsværdige træer. Kommunen vil igen i år køre kampagen ”årets træ”. Det projekt vil vi gerne brede ud, så borgerne bliver opfordret til også at melde kommunale træer ind, men altså på en mere lavpraktisk måde, hvor man sender brev eller mail med oplysningerne. De vil så efterfølgende blive scannet og lagt i kommunens arkivsystem og det er sandsynligt, at de også kan komme i vores interne registrering af kommunens træer. Denne fremgangsmåde er helt sikkert mindre ambitiøs, men til gengæld er vi sikre på, at vi ikke har lovet noget, vi ikke kan holde. Vi forventer, at systemet på sigt kan udbygges, så vores data kan offentliggøres, men tidshorisonten på det er ikke kendt.