Helgolandsgade 37
Helgolandsgade blev anlagt og bebygget i årene 1905-1907 som et led i bygningen af den tyske marinestation. Gadens navn var dengang Prinz Adalbertstrasse.
Helgolandsgade virker på mange måder fremmed i Sønderborg. Gaden passer bedre i Flensborg, både hvad angår bygningernes højde og drøjde og den gennemførte jugendstil. Jugendstilen var i mange år ugleset, den var ”alt for tysk”, og dette i sammenhæng med at Helgolandsgade ikke giver meget plads til solskin gjorde at gaden blev kaldt ”byens grimmeste gade”
Men Jugendstilen er kommet til ære og værdighed, og i dag kalder Sønderborg sig stolt ”Danmarks jugendby”.
Helgolandsgade 37’s ejer Claus Heise Østergaard begyndte restaureringsarbejdet i 2001. Først gik han i gang med facaden. Der var billeder i arkiverne og hos den tidligere ejer som kunne hjælpe med at genskabe de ødelagte enkeltheder. Arbejdet var meget omfattende og krævede megen teknisk snilde. Men vi kan nu glæde os over den elegante asymmetriske jugendfacade, de dybt forsænkede altaner, frontispicen og vinduespartierne med sving og bladslyng, de to smukt udsmykkede dørpartier og de to døre, den hvidmalede er oprindelig og fra 1907, den anden er bogstavelig talt reddet fra genbrugspladsen.
Også husets indre er istandsat med respekt for husets særpræg. I alt har renoveringen af bygningen udvendig og indvendig varet 25 år, men det har været besværet
værd. Jugendbyen Sønderborg er blevet beriget med en perle.
Storegade 27, Nordborg
I 2022 brændte ejendommen på grunden Storegade 27. Den indeholdt beboelse, en Aldi og et solcenter. Den tomme grund blev overtaget af familien Jensen, Linak, som i samarbejde med arkitektfirmaet Zeni opførte den nye bygning. Huset indeholder boliger og café og fastholder således livet i bymidten. Det er opført som gavlhus med murværk i smukke grå nuancer og med rødt tegltag. En ny og moderne brik i Storegades historie.
Facaden præges af fire vinduer i førstesalen og tre store cafévinduer i stueetagen. Begge etagers murværk er opført som blænding. Derved opstår der elegant skyggespil, og det samme opnås med murstensbåndene omkring førstesalens vinduer. Langs østfacaden er der anlagt små haver, og alle lejligheder er forsynet med altan. Huset ligger let tilbagetrukket, og det udendørs serveringsområde danner et indbydende lille torv sammen med den lille træbevoksede plads på modsatte side af gaden.
Storegade 27 er hverken prangende eller ydmyg, men på bedste måde sig selv med sit moderne udtryk og i rigtig god samklang med Storegades brogede bybillede.