By & Miljø

Sønderborg kommune

  • Forsiden
  • Bestyrelsen
  • Vedtægter
  • Generalforsamling 2022

Generalforsamling for By og Miljø, Sønderborg Kommune,
tirsdag d. 15. november 2022 i Multikulturhuset

Valg af ordstyrer: Henning Jepsen blev valgt.
Formandens beretning:
I april 2022 valgte vores formand Ebbe Bjørn Andersen at forlade bestyrelsen. Årsagen var at Ebbe Bjørn Andersen var i mindretal i bestyrelsen på nogle væsentlige områder
Bestyrelsen har nedsat et IT-udvalg som arbejder hårdt på at genrejse foreningens hjemmeside. Foreningen viste flaget ved kulturnatten 19. august med en bod ved havnefronten, Den var pænt besøgt.
Det var planen at markere foreningens 50-årsjubilæum med en festlig reception med deltagelse af borgmesteren og forkvinde for Teknik-By- og Bolig, men da det kom til tilmeldinger, var der for få. I stedet begrænsede vi os til fotoudstillingen ”Sønderborg i dag, i går, i morgen”. Udstillingen bestod af dobbeltbilleder skabt af Sten Boye Poulsen og et hæfte med foreningens overvejelser om billederne.
27. september besøgte medlemmer af foreningen Hofrådens hus i Augustenborg. Vi fik fortalt om restaureringen af huset og om Kommunens masterplan.
Mandag d. 3. oktober var Arkitekturens Dag. Bestyrelsesmedlem Anders Billesbølle er medlem af Bygningsbevaringsrådet som vælger modtagere af anerkendelse for smuk byggeskik og landskabspleje. Havnekontoret, ”Sergenten”, Børnehuset i Møllegade og Vestergade 47 i Broager modtog anerkendelser.
Foreningens forhold til Kommunen består bl.a. i at tage stilling til ansøgninger om nedrivning af bevaringsværdige huse (bevaringsværdig er ikke det samme som fredet!). Det kan være kompliceret, da kommunen kan blive nødt at købe et misligholdt hus, som ejeren ikke kan eller vil istandsætte.
Kommunen har udarbejdet en arkitekturpolitik som kan findes på tryk på nettet, søg ”Sønderborg Kommune” og skriv derefter i søgefeltet ”Arkitektur- og bevaringspolitik”. Kommunen bør holdes fast på principperne i dette papir.
Hvordan ser byen ud i dag? Havnekontoret er smukt istandsat, Brorsonsvej 1 og 1A bliver smukt istandsat, den ny bygning på hjørnet af Jernbanegade og Perlegade ser ud til at falde pænt ind i gadebilledet. Byens Havn er ved at være færdig. Kommunen har holdt fast i Gehrys plan og stillet krav om udseende og valg af materialer. Meget er lykkedes.
I modsætning hertil foregår der nu ”angreb” på to grønne områder: Kilen mellem Sundquistgade og Hertug Hans Vej og engen ved Borgmester Andersens Vej og Jens Jessens Vej. Forhåbentlig er det ikke et mønster for fremtiden der her viser sig, så byen mister sine grønne oaser.
Kommunens ny budget tyder desværre på at Bygningsforbedringsudvalget kan få sin konto stærkt beskåret eller helt fjernet. Så vil der blive færre- eller ingen midler til støtte for istandsættelse af bevaringsværdige bygninger.
Nordborg, Augustenborg, Gråsten, Broager, landsbyer, landområder.
I Nordborg har to brande skabt huller i et gadebillede som i forvejen er ret mishandlet. Dertil kommer at Hotel Harmonien skal nedrives. Det er et fromt håb at Ferieresort Nordals kan få en positiv betydning for økonomi og trivsel i Nordborg.
Augustenborg er i gode hænder, Bevaringsforeningen nyder stor opbakning, og byen har for tiden Kommunens bevågenhed.
Fremtiden: Foreningen skal holde øjnene åbne. I fokus er især Nordborg, Sundgade og Materielgårdens grund i Sønderborg, og vi skal fortsætte dialogen med Forvaltningen. Og vi skal arrangere besøg i spændende byggerier og miljøer for medlemmerne
Formandens beretning blev godkendt.

Fremlæggelse af revideret regnskab: Kasserer Leif Johnsen fremlagde regnskabet som blev godkendt.
Fastsættelse af kontingent: Kontingentet forbliver uændret 200 kr. pr. år.
Valg af bestyrelsesmedlemmer: På valg var Anders Billesbølle, Anders Gehrke og Leif Johnsen. Alle tre modtog genvalg. Nyvalgt blev Kay Petersen.
Sten Boye Poulsen fortsætter som suppleant.
Valg af revisorer: Knud Erik Jensen og Henrik Sohl

PJJ